Ny rapport: Store kriser splitter vælgerne til det kommende Europa-Parlamentsvalg

Fem store kriser splitter de europæiske vælgere til det kommende Europa-Parlamentsvalg. Det viser ny rapport, som forsker Ivan Krastev og Mark Leonard, direktør i ECFR står bag.

European Council of Foreign Relations den 17. januar 2024

Hovedkonklusioner

  • Landene er uenige om, hvad de største kriser i EU har været de sidste 10 år.
  • Klimaet og krigen i Ukraine er de vigtigste temaer for danskerne i forbindelse med det forestående EP-valg.

  • Stor forskel på unge og ældres oplevelse af de største kriser.

Landene er uenige om, hvad de største kriser i EU er

Rapporten viser, at EU’s befolkning er opdelt i fem "krise-grupper" forud for Europa-Parlamentsvalget. De fem store temaer, som vælgerne inddeler sig efter, og som kommer til at have stor betydning for, hvor vælgerne sætter deres kryds til det kommende valg er: Klimaforandringer, global økonomisk turbulens, migration, pandemi og krigen i Ukraine. Bag rapporten står Ivan Krastev, Leder, Center for Liberale Strategier i Sofia og Mark Leonard, Direktør, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR).

I undersøgelsen er respondenterne blevet spurgt, hvilken enkeltstående krise som har påvirket deres syn på fremtiden mest. Rapporten viser, at vælgerne i Tyskland ser migration som den største krise. I Frankrig og Danmark er det klimaforandringerne, mens det i Portugal og Italien vurderes, at den største krise har været den økonomiske krise, mens coronapandemien har betydet mest i Spanien. Ruslands krig i Ukraine er i stigende grad kun fremherskende blandt de borgere, der bor tættest på Europas østlige grænse. ECFR-rapporten bygger på meningsmålinger fra YouGov, Datapraxis og Norstat fra ni EU-medlemslande (Danmark, Estland, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Portugal, Rumænien og Spanien), plus to ikke-EU-medlemslande (Storbritannien og Schweiz).

Klimaet og krigen i Ukraine ligger danskerne mest på sinde

Undersøgelsen viser også, at krigen i Ukraine og klimakrisen er de to emner, der fylder mest for danskerne i forbindelse med det kommende Europa-parlamentsvalg. I Danmark mener knap hver tredje dansker (29 pct.), at det vigtigste emne er klimakrisen. Det samme gør sig gældende for krigen i Ukraine (29 pct.). Undersøgelsen viser også, at danskerne generelt har stor tillid til EU's evne til at reagere på de fleste kriser, og at danskerne er mest bekymrede for kriser, der ikke kan løses på nationalt eller europæisk plan. 

Det står i kontrast til for eksempel Tyskland, hvor næsten en tredjedel (31 pct.) vurderer, at den største krise er migration, mens ’kun’ hver sjette tysker (16 pct.) mener, at det er krigen i Ukraine. Samlet i de undersøgte lande vurderer de adspurgte, at den største krise er den globale økonomisk turbulens, som mere end hver femte EU-borger (21 pct.) peger på (bilag 1).

Stor forskel på unge og ældre

Blandt respondenter i aldersgruppen 18-29 år ser 24 procent klimaforandringer som det vigtigste emne. Det ligger dermed højere på dagsordenen end globale økonomiske problemer (22 pct.), corona-pandemien (19 pct.) og Ruslands krig i Ukraine (12 pct.). Mens migration scorer lavest af de fem kriser, med kun 9 pct. af de 18 til 29-årige, der vælger dette som den største udfordring.

Det står i skarp kontrast til den ældre aldersgruppe (70+) hvor krigen i Ukraine ses som den største krise (27 pct.) mens blot 17 pct. er enige med de unge i at klimaet er den største udfordring (bilag 3).

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

European Union, 2012, Bruno Portela
Abonner på vores nyhedsbrev

Bliv opdateret på europæisk politik og hele verdenssituationen

* obligatorisk

Tænketanken EUROPA bruger ovenstående oplysninger til at sende dig vores nyhedsbrev og invitationer til arrangementer. Vi behandler dine oplystninger, indtil du tilbagekalder dit samtykke.

Kontakt

Sarah Murphy

Sarah Fiona Murphy

+45 30 10 02 41

Dokumenter

Indhold