Tale

Fra café til Startbucks – Suzanne Brøggers tale fra Europakonferencen

Suzanne Brøgger Europakonferencen EU

Resume "Europa skal rykke op på første sal ad bevidsthedens vej for at genfinde sin sjæl," sagde forfatter Suzanne Brøggers i sin tale på Europakonferencen 2019. Læs hele talen her.

Talen blev holdt på Europakonferencen d. 14. januar og bragt i Information d. 19. januar:

Nutidens version af en café er gerne en Starbucks, hvor hver en kaffedrikker sidder bag hver sin skærm, og ingen taler med hinanden. Men grundlaget for oplysningstiden – og det moderne demokrati – skal søges i den centraleuropæiske cafékultur med disponible aviser og diskussioner.

Caféerne, hvor hvem som helst kunne tale med hvem som helst, gjorde udviklingen mulig væk fra stammesamfundet hen imod det kosmopolitiske bysamfund med en ny type individ: borgeren.

Hvad er der blevet af ham, hende?

På Slagelse station sidder en hijabklædt somali-pige og synger ind i sin telefon. Bag hende ses, langs hele perronen, en reklame for et amerikansk computerspil med maskingeværer: Red Dead Redemption – rød død forløsning.

Hvad er mest farligt for Europa, den hijabklædte kvinde eller den amerikanske kultur?

Mon ikke der er flere europæere, der har ladet sig invadere af amerikansk kultur end af islam?

Ingen af delene er farlige i sig selv, hvis bare vi ved, hvem vi er. Men ved vi det?

Jeg husker de gamle dage: Alt var ikke bedre. Man må prise sig lykkelig over at været født lige præcis efter to verdenskrige og – lige ind i menneskerettighedernes utopi. Den fred og fremtid blev én givet. Men ikke én gang for alle, viser det sig. Det er nu, hvor nationalstaten lader sig presse indefra på frihedsrettighederne, og retsstaten er i fare, at vi må sætte vores lid til en overnational bevidsthed for at blive mindet om, hvem Europa er.

Det er nu, vi mærker fascismens ånd blæse i nakken, dér hvor nationalisme bliver til had, og lande splittes ad.

Så længe sårene fra Anden Verdenskrig var åbne, kunne de mørke sider af menneskets natur holdes i ave. Hitler og Stalin havde givet os den gave, at folk i lange tider forblev immune over for fanatisme og ekstremisme. Men den gave nåede sin udløbsdato.

Hvis vi er kommet til at leve i nationalistiske stammesamfund hærget af identitetspolitik, skyldes det så, at individet, det selvstændigt tænkende jeg, ikke længere findes? Der findes »mig, mig, mig«.

Men det europæiske ’jeg’ med et indre liv, et privatliv, beskyttet og værdsat gennem lovgivning, er det truet? I så fald er det ikke blevet kørt over oven fra eller udefra, men fordi vi frivilligt har givet det fra os – digitalt. Når skellet mellem offentligt og privat bryder sammen, vender de atavistiske æreskulturer tilbage med hele krænkelsessyndromet som omdrejningspunkt.

Der er kommet en ny mennesketype, den formaterede 2.0 – the Millenials. De her folk er ligeglade med at blive robotter, så længe de er en success og får at vide, at de er vidunderlige.

Men når man siger til en Millenial:

»Privatlivet er truet,« får man til svar: »Og hvad så? Hvad skal man bruge et privatliv til?«

Det er svært at svare en generation, som har lært værdien af at dele så meget som muligt på nettet. Det er mennesker, som udelukkende får identitet i kraft af hinanden – som gruppe.

Hvis man svarer, at du risikerer at blive manipuleret, hjernevasket, er det bare koldkrigssnak fra en svunden tid. Hvis man siger, at demokratiet er i fare, giver det ingen mening. For alle teenagere på de sociale medier føler jo, at de er ligeså meget som den amerikanske præsident. Og derfor har lige så meget magt.

*

Så hvorfor forsvare det europæiske ’jeg’?

Alle som har kørt på landevejen en tidlig morgen i Pakistan eller hvor som helst i verden, hvor befolkningen forretter deres morgentoilette side om side i grøftekanten kollektivt, har studset over manglen på privatliv – uden at tænke over, at vi selv er blevet lige så nøgne, alle som én, i forhold til GAFA. Google, Apple, Facebook, Amazon.

Hver gang vi åbner et site, får vi at vide, hvordan vores privatliv vil blive brugt til dette og hint – og vi klikker uden videre ok.

For hvad er alternativet?

Det siges, at det kollektive ’jeg’, der opstår i de sociale medier, har en gennemsnitsintelligens som en guldfisk. Er det med den, vi nu om dage skal stemme, bestemme og styre verden?

Kan den kollektive intelligens udvikles ligesom i et symfoniorkester? Eller som fuglefænomenet sort sol ved Vadehavet?

Måske har vi vænnet os til tabet af vores private ’jeg’, at vi slet ikke mærker savnet? Beskyttelsen af privatlivets fred, individets integritet, står stadig til troende i menneskerettighedernes paragraffer, men eksisterer næppe i praksis. Der er ikke længere noget ’individ’ at beskytte i Sokrates’ ånd: Hvem er jeg? i erkendelsesøjemed – som er et andet ’jeg’ end det amerikanske, der primært stræber efter succes. Der er forskel på individualitet og identitet.

Vi risikerer bare at glemme det på grund af et halvt århundredes amerikansk entertainment.

Facebooks Mark Zuckerberg udtaler i The New Yorker, at Facebook møder meget mere modstand i Europa, hvor lovgivningen er strengere, fordi kontinentet med fascismens erfaring er loren ved invasionen af privatlivet.

Men spørgsmålet er, om vi alligevel, bevidstløst, har overtaget den amerikanske gruppeidentitet, der hele tiden skal bekræftes? Som ven eller fjende-grupper. Antagonismen grupperne imellem forstærkes automatisk som en stigende polarisering i samfundet.

Men hvor bliver borgeren af? Samfundsborgeren? Den overordnede bevidsthed?

Når man i dag uden videre postyr kan høvle borgerens frihedsrettigheder af i en europæisk nationalstat, skyldes det måske, at borgeren ikke længere findes og er blevet erstattet af forbrugeren? Den, der hjertens gerne lader sig trække med ind i alle de sammenhænge, hvor alle andre også er.

Kvantitet alene er blevet en kvalitetsmarkør. Med det indre liv som gidsel. Dét er den egentlige totalitarisme. Den, der får flest muligt til at føle sig friest, gladest og blive liked mest. Hvad er der galt med det? Der er f.eks. det galt, at demokratiet næppe kan overleve uden ’borgeren’ som fundament.

Borgeren kan hverken erstattes af forbrugeren eller af en algoritme.

*

Lad os mindes individet – det indre liv – og hvordan det opstod i den europæiske bevidsthedshistorie med Odysseus. Ikke alene som en helt og en eventyrer, men som et menneske, der kan tænke dialektisk, bagom tingene. Han tager ikke den trojanske hest for gode varer for det ydre, men grunder over, hvad der er skjult indeni.

Jegbevidstheden er den europæiske kerne: Her er dit jeg, siger Thomas Mann, som modmyte mod nazismens. Hvis ikke du tager det på dig, bliver vi massepsykotiske.

Det er ud af dette ’jeg’, der fødes en ansvarlig europæisk verdensborger.

Men fascismen, antisemitismen, homofobien, ligger til enhver tid, på lur lige under civilisationens overflade. Eneste modkur, viser den historiske erfaring, er respekten for individet, som den kommer til udtryk i europæisk filosofi og skønlitteratur – i menneskerettighederne. Og så snart man hører, at disse rettigheder er historisk forældede, ved man, hvad klokken har slået.

*

Før i tiden talte man anderledes under private former. Derfor blev folk i de kommunistiske diktaturer overalt aflyttet med hemmelige mikrofoner.

Og derfor var det et chok for den tjekkiske forfatter Milan Kundera, da han flygtede til Vesten og opdagede, hvordan pressen og paparazzi helt åbent stak deres kamera op i næsen på en kræftsyg kendis på vej ud fra hospitalet. Privatlivet var åbenbart truet overalt.

»Og jeg sagde til mig selv,« skrev han i 1993, »at offentliggørelsen af et andet menneskes intime liv – fra det øjeblik hvor den bliver vane og norm – fører os ind i en epoke, hvor det største slag står om individets overlevelse eller forsvunden.«

Det er denne overlevelse eller forsvunden af den europæiske bevidsthedshistorie, vi må minde om i algoritmernes og robotternes tidsalder.

Det drejer sig om noget så mærkeligt som bevidsthed, ’åndskraft’. Hvis Europa er et hus, risikerer vi – med Kierkegaards metaforik fra Sygdommen til døden – at være stolte af at bo i kælderen. Hver gang nogen foreslår at flytte op i en højere etage, bryder man ud i raseri. Og den højere etage er netop ikke et smartificeret hus, der kan tænke selv i amerikansk optik. Det er heller ikke ’åndernes hus’.

Europa skal rykke op på første sal ad bevidsthedens vej for at genfinde sin sjæl. Det er den eneste modstandskraft. Det eneste, der ikke kan blive til kvantitet eller en robot.

En gammel revolutionær utopi – fascistisk eller kommunistisk – er livet uden hemmeligheder, hvor det private liv og det offentlige er én og samme sag. Glashuset er et surrealistisk mareridt, hvor mennesker lever for øjnene af alle. Den eneste vellykkede realisering af denne drøm har indtil nu været det fuldstændig politikontrollerede samfund.

I dag må man tilføje, at GAFA klarer det glimrende. Med befolkningernes fulde tilfredshed.

Hvis ikke vi hele tiden minder hinanden om de lange linjer i vores europæiske civilisation, vil vi ikke længere vide, om det er somali-pigen på perronen eller den amerikanske reklame, vi skal være mest bange for – om det er kommercialiseringen, folkevandringerne, eller det kollektive hukommelsestab, der giver os dødsstødet – eller noget at tænke over? Og tale sammen om?

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.