Kommentar

På vej mod ”Klimafort Europa”?

Resume Handelspolitiske værktøjer bliver afgørende, hvis EU skal nå i mål med sin Green Deal. Nogle er velkendte, mens andre – som f.eks. den meget omtalte Carbon Border Tax – er under udvikling.

I EU som i Danmark bliver 2020 året, hvor de ambitiøse klimamål skal omsættes til konkrete initiativer og politikker. Kommissionen fremlagde for nylig en historisk investeringsplan på hele 7.500 mia. kroner over de næste 10 år. De enorme investeringer skal gå til at realisere EU’s ”Green Deal”, der skal gøre EU klimaneutral i 2050.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen har selv omtalt Green Deal som EU’s ”man on the moon-moment”, men opgaven synes endnu større end månelandingen. Der bliver ikke alene brug for alle redskaber i EU’s værktøjskasse, men også for at udvikle helt nye hidtil ukendte måder at reducere udledningerne på.

Så hvilke instrumenter kan EU tage i brug for at komme i mål med den grønne omstilling?

Handelspolitikken bruges allerede og er i den forstand et velkendt værktøj, men de ambitiøse klimamål nødvendiggør en styrket indsats. Et vigtigt område er de nye frihandelsaftaler, som EU indgår, hvor der nu stilles krav om overholdelse af Parisaftalen som betingelse for bedre adgang til EU’s enorme marked med en halv milliard relativt købedygtige forbrugere.

EU må også i de globale handelsforhandlinger presse på for at få reduceret de uhørt store statslige subsidier, som en række lande yder til brug af fossile brændstoffer. Danmark er sammen med en gruppe af lande blandt frontkæmperne i dette arbejde. Der har dog ikke været enighed blandt EU-landene, men med Kommissionens Green Deal burde det være muligt at få sikret fælles EU-fodslag.

Klimahammer

Blandt de værktøjer, der er under udvikling, er EU’s ”klimahammer”, den såkaldte Carbon Border Tax (CBT), som har fået stor opmærksomhed den seneste tid. Kort fortalt er der tale om, at produkter, der importeres til EU fra tredjelande, pålægges den samme klimaafgift som tilsvarende produkter i EU således, at konkurrencevilkårene bliver ens.

I princippet er CBT en enkel og besnærende ide, men i praksis kan den få alvorlige følgevirkninger, hvis den opfattes som en handelssanktion. Det kan føre til modforanstaltninger (ikke mindst fra USA) og dermed øget protektionisme eller egentlig handelskrig.

Baggrunden for at EU overvejer CBT er, at mange europæiske virksomheder vil få højere omkostninger, når produktionen skal omlægges, eller når afgifterne på CO2-udledningen stiger. Derved mister de konkurrenceevne over for virksomheder uden for EU, og deres incitament til at flytte produktionen ud af EU, hvor klima- og miljøkrav er ringere, stiger.

En udfordring ift. CBT er, hvordan man måler CO2-udledningen pr. produceret produkt.

Det er ret enkelt, hvis hele produktionen finder sted i en enkelt virksomhed og med relativt få komponenter, som det f.eks. er tilfældet i stål- eller cementproduktionen. Men det bliver kompliceret, hvis produktet f.eks. er en bil, der er et resultat af utallige underleverancer i lange globale værdikæder, der omfatter produktion i mange lande. Et andet spørgsmål er, om CO2-afgiften bør være et gennemsnit for alle producenter i EU, eller om den skal den svare til CO2-udledningen hos de mindst eller mest klimavenlige producenter?

”Klimafort Europa”

Her skal man også være opmærksom på, at de nuværende WTO-regler ikke tillader forskellig afgift for ens produkter – men er de ens, når CO2-indholdet er forskelligt? Det er uklart. Skal der evt. gøres undtagelser for produkter fra udviklingslande – potentielt også Kina – som det er reglen i WTO?

Endelig er det uafklaret, hvad provenuet fra CO2-afgiften anvendes til. Det er ikke svært at forestille sig, at landene og Kommissionen vil være uenige om, om pengene skal gå til statskasserne eller direkte til EU’s budget. Virksomheder og forbrugere vil med stor sandsynlighed forvente kompensation for øgede omkostninger.

Det tyske magasin Spiegel skrev for nylig en historie om ”Klimafort Europa” på baggrund af opmærksomheden om en mulig Carbon Border Tax, og det indrammer meget godt både det besnærende – at kunne lukke af for særligt klimabelastende varer – og det bekymrende – at lukke sig om sig selv – ved planerne, der er på skitsebrættet.

Det er med andre ord et værktøj, som sandsynligvis ligger nogle år ude i fremtiden. Samtidig taler meget for, at det anvendes med forsigtighed og evt. kun på enkelte udvalgte produkter som stål og cement til at starte med. Kommissionen har indledt en proces for at finde frem til en mulig model, som også skal være i overensstemmelse med WTO. Dette ventes at tage 12-18 måneder, så først i 2021 vil medlemslandene evt. skulle behandle et mere konkret forslag om CBT.

Her og nu er det derfor de øvrige handelspolitiske redskaber, som Ursula von der Leyen og Kommissionen må hive op ad den klimapolitiske værktøjskasse.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.