Kommentar

Hvad blev der af den tyske budgethøg?

Resume Det er kommet bag på mange, at Tyskland og Angela Merkel har lagt rollen som EU's pernitne kassemester bag sig, men forklaringen har Merkel faktisk ikke puttet med.

Hvad sker der for Tyskland? Hvorfor foreslår kansler Angela Merkel pludselig, at EU-landene kan optage fælles lån, og at pengene skal deles ud til nødlidende lande uden forventning om, at de skal betale det hele tilbage? Hvad blev der af finanskrisens " Madame Non", som den sparsommelige firebande – Østrig, Sverige, Holland og Danmark – ellers så som deres beskytter? Var Tyskland ikke klar til at kæmpe imod nye vidtgående budgetudkast, som det Kommissionen foreslog onsdag?

Ja, Tysklands nye rolle som "big spender" i Europa er givetvis kommet bag på mange. Men forklaringen har Merkel faktisk ikke puttet med, for hun har gentaget den igen og igen, siden krisen ramte: Vi står foran den største krise i Europa siden Anden Verdenskrig, og det kan kun gå Tyskland godt, hvis det går resten af Europa godt.

Set i det perspektiv ligger politikskiftet ligefor.

For det første er det vanskeligt at fremføre, at situationen er helt unik og så samtidigt insistere på, at man skal gøre som man altid har gjort – holde stram budgetdisciplin.

For det andet er det ganske enkelt hjælp til selvhjælp at sikre, at italienere, spaniere etc. fortsat kan købe tyske biler, maskiner osv. Eller fortsat kan fungere som underleverandør til den tyske industri. Tag bare bilgiganten Volkswagen, som har 800 underleverandører i Spanien og Italien, som leverer 20.000 komponenter til bilfabrikkerne i blandt andet Wolfsburg, Dresden og Braunschweig.

"Sten i stedet for brød"

Men ikke nok med det. Merkel og store dele af det officielle Tyskland er også rystede over, at meningsmålinger pludselig viser, at over 40 procent af italienerne er så skuffede over den manglende hjælp under krisen, at de er villige til at forlade EU.

Hvor bekymrede tyskerne er, fremgår til fulde af et interview med Bayerns ministerpræsident Markus Söder (CSU). Ligesom Merkel er han kendt for at være EU-budgethøg, men situationen i Italien trumfer alt: "Hvis vi tøver nu og undervurderer den psykologiske virkning, risikerer vi et nyt Brexit i Italien. Et Europa uden Italien og Spanien vil ikke længere være det Europa, vi kender".

Frem for bagefter at skulle betale en langt højere økonomisk og politisk pris gælder det derfor om at hjælpe Italien nu.

I tysk optik er det ikke realistisk at insistere på, at det i forvejen gældsplagede Italien må nøjes med at låne flere penge. Eller som Tysklands tidligere finansminister, Wolfgang Schäuble, der ellers under eurokrisen blev verdenskendt for sit sparer-gen, har udtrykt det: Det ville være det samme som at give italienere sten i stedet for brød.

Men betyder det så, at Tyskland fuldstændigt har kastet tidligere budgetdisciplin over bord?

Her er svaret nej. For det første er det en klar betingelse, at der kun er tale om ny corona-relateret gæld. Gamle regninger for tidligere tiders overforbrug vil tyskerne ikke hæfte for. For det andet kan der kun være tale om midlertidig hjælp. Når krisen er overstået, vil tyskerne derfor gå tilbage til deres oprindelig synspunkt: nej til fælles gæld.

For det tredje vil tyskerne ikke udstede blankochecks, hvor Italien, Spanien eller andre lande fuldstændig selv kan bestemme, hvad pengene skal gå til. Ingen reformer, ingen penge! Ellers risikerer tyskerne jo at skulle finde checkhæftet frem igen om nogle år.

Alle ned fra træerne

Endelig vil Tyskland også være på strammerholdet, når EU's traditionelle budget skal vedtages, med alt fra landbrugsstøtte til regionalfonde. Ligesom Danmark vil Tyskland her have skarpt fokus på at sikre sig en budgetrabat.

Få dage efter Kommissionen har spillet ud med sit budgetudkast, står det politiske barometer på storm, og der er uden tvivl lagt op til en lang og sej forhandling om EU's budget.

Spørgsmålet er, om forskellene virkelig er så store, som de nogen steder bliver gjort til – ikke mindst når man nærstuderer landenes positioner frem for at karikere dem. Under alle omstændigheder bliver alle nødt til at rykke sig og komme ned af de berømte træer. Vedtagelsen af EU's budget er nemlig én af de sager, der kræver, at alle lande kan vende tommelfingeren opad.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.