Debat

Grænsekontrol virker ikke og prisen er høj

Resume Grænsekontrollen er gennemført ved at omprioritere politiets ressourcer, og det har fået mærkbart konsekvenser for borgerne. Resultatet er et stort fald i sigtelsesprocenten for grov kriminalitet, hærværk og tyveri, mens politiets responstider er steget.

Denne kronik blev bragt i Berlingske 17. december 2018.

Tidligere på året forlængede regeringen endnu en gang kontrollen ved den dansk-tyske grænse. Det skete, selvom det er svært at finde bevis for, at grænsekontrol er et effektivt redskab i kampen mod ulovlig indvandring og grænseoverskridende kriminalitet.

Den aktuelle grænsekontrol leverer, trods sit lovende navn, ikke kontrol over grænsen. Der er tale om stikprøver, som rammer et mindre udsnit af grænsekrydsningerne – på strækninger, hvor kriminelle allerede ved, at der kan være politi. Dertil kommer, at der ikke er indført ekstra kontrol i lufthavnene. Reel grænsekontrol ville da formentlig også kræve DDR-lignende tilstande.

Et flertal af danskerne forventer ifølge tænketanken Europas målinger, at kontrollen i hvert fald i nogen grad er effektiv. Kontrollens fortalere hæfter sig især ved tal, der viser, at der mellem januar 2016 og august 2018 er blevet afvist 6.400 personer og har været omkring 5.000 sigtelser ved grænsen.

Det kan også lyde af meget – men problemet er, at tallene ikke viser noget om grænsekontrollens merværdi, når der ikke sammenlignes med situationen før dens indførelse.

Flere udvisninger før grænsekontrol

Dansk politi var ikke passiv tilskuer til ulovlig indvandring før, Danmark indførte kontrol. Fravær af grænsespecifikke tal før 2016 vanskeliggør direkte sammenligning, for i perioder uden formel grænsekontrol findes der f.eks. ikke tal for "afvisninger", men kun for "udvisninger".

Med det forbehold er det interessant at bemærke, at tallet for udvisninger var ekstraordinært højt i 2015, hvor der ikke var grænsekontrol.

Udlændinge- og Integrationsministeriet oplyser, at der her blev foretaget 2.778 udvisninger. Det tal er højere end det gennemsnitlige tal for afviste i forbindelse med grænsekontrollen i 2016 og 2017. Man må gå ud fra, at tallet var højt i 2015, fordi der det år var et ekstraordinært pres på Danmarks grænser.

Det antyder dermed, at fravær af grænsekontrol ikke er ensbetydende med, at mange af dem, som i dag tæller med som afvist ved grænsen, ikke ville have været blevet udvist alligevel.

Desuden dækker tallet for afviste personer over forhold som glemte og udløbne pas, og det inkluderer EU-borgere. Det betyder, at en del af de 6.400 personer, der figurerer i statistikken for afviste, muligvis har ret til indrejse og efterfølgende er indrejst.

Så er der de omkring 5.000 sigtelser, som grænsekontrollen har ført til. Listen over fordelingen af sigtelserne, der også inkluderer danskere, viser, at de fleste er for færdselsrelaterede forhold, og at ingen tilsyneladende er sket efter terrorloven. Listen afslører 367 sigtelser for menneskesmugling. De 183 stod Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for. En oversigt over disse sigtelsers udfald, som tænketanken Europa har fået gennem aktindsigt, viser, at 45 af sagerne sluttede uden tiltalerejsning, mens 69 kunne afgøres ved bøde. 66 sager blev afgjort ved dom.

Igen må en reel vurdering af kontrollens merværdi afhænge af en sammenligning med situationen før dens indførelse, men også her mangler grænsespecifikke tal før 2016.

Pres på politiet

Statistik over samtlige straffelovssigtelser i de seneste fem år i danske politikredse viser dog, at netop Syd- og Sønderjyllands kreds går imod den generelt stigende landstendens og i dag har et sigtelsestal, der svarer til før, kontrollen blev indført. Her fører grænsekontrol tilsyneladende ikke til flere sigtelser.

I den anden politikreds med grænsekontrol, Sydsjælland og Lolland-Falster, var der i 2016 en stigning i sigtelsestallet, der var højere end landsgennemsnittet, men i 2017 var tallet lavere end gennemsnittet – en udvikling, der også kendetegner de tilgængelige tal for første kvartal af 2018.

Disse tal bør give anledning til at genoverveje grænsekontrollens merværdi. For den kommer naturligvis med en pris. Der er tal for de direkte udgifter brugt til grænsekontrol mellem januar 2016 og august 2017, og her beløb prisen sig til 275 mio. kroner. I samme periode tog indsatsen 1.101.950 timer. Politiets personaleressourcer til grænsekontrollen er primært frigjort ved omprioritering fra øvrige opgaver.

Det har mærkbare konsekvenser for borgerne, som ikke kan opgøres i kroner og øre. Mens grænsekontrollen har stået på, er politiets responstider ifølge statsrevisorerne steget, der er sket et tocifret fald i sigtelsesprocenten for grov kriminalitet, hærværk og tyveri i Danmark, og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fra anmeldelse til sigtelse for f.eks. tyveri er steget med 91 pct.

En anden pris ved fortsat grænsekontrol er, at den udfordrer EUs Schengen-samarbejde, som handler om fælles kontrol ved EUs ydre grænser og åbne interne grænser. Det får næppe hånden til at ryste hos grænsekontrollens største fortaler på Christiansborg, Dansk Folkeparti, som i forvejen er Schengen-kritisk – eller blandt mange danskere så længe, at grænsevagter forbindes med større kontrol.

Negativ dominoeffekt

Men på den lange bane er en tilsidesættelse af Schengen ikke en ubetydelig risiko at løbe. Schengen-spørgsmål er tæt sammenkoblet med den for tiden allestedsnærværende migrationsdebat, og når Danmark udfordrer Schengen, risikerer det at skabe en negativ dominoeffekt i forhold til f.eks. den Dublin-forordning, der gør Danmark i stand til at returnere asylansøgere til første EU-ankomstland. Især blandt sydeuropæiske lande hænger en accept af Dublin sammen med fri bevægelighed.

Dertil kommer, at flere forlængelser af grænsekontrollen i yderste fald kan føre til en domstolssag og dermed sætte medlemskab af Schengen på spidsen. Et dansk Schengen-exit ville betyde, at alle Danmarks grænser ville være at betragte som ydre grænser, herunder grænserne til de nordiske lande, med behov for kontrol og ID-tjek af alle rejsende.

Adgang til Schengen-relaterede foranstaltninger, som registreringsdatabasen SIS-II, ville forsvinde. Og den danske særaftale om Europol ville ophøre, da den er bundet op på Schengen-medlemskab.

Udover at kunne mindske værdien af det indre marked for danske husstande, ville det være et så alvorligt tab for Danmarks indsats mod ulovlig migration og alvorlig kriminalitet, at det langt overgår enhver sikkerhedsmæssig gevinst fra grænsekontrollen. Et exit ville i princippet stille Danmark uden adgang til alle EUs primære migrations- og kriminalitetsdatabaser.

Nogle gange sker der en polarisering af debatten, som om der er et sort-hvidt valg mellem grænseløshed og kontrol. Men man kan godt forsvare fri bevægelighed over de indre grænser og anerkende behov for mere kontrol.

Holland er et eksempel. I Holland er der ligesom i Danmark politisk interesse i at kontrollere migration og øge sikkerheden. Men her indførte man ikke grænsekontrol som svar på migrationskrisen. Det skyldes gode erfaringer med Schengen-reglernes mulighed for "mobil overvågningskontrol". Hollands militærpoliti kontrollerer en 20 km-zone omkring grænsen til Tyskland og Belgien med et typisk timeforbrug på seks timer hver dag, der kan udvides i krisesituationer. Indenfor zonen kan alle blive bedt om at vise ID.

Samtidig sker der disse år som led i Schengen-samarbejdet en udbredelse af teknologi som nummerpladescannere, radiofrekvensidentifikation og apps med adgang til alle relevante databaser. Det arbejde faciliterer såkaldte »smart borders«, hvor stort set gnidningsfri bevægelse kombineres med noget nær totale overvågningsmuligheder.

Det kræver store investeringer og desuden et opgør med det danske retsforbehold, hvis Danmark skal have direkte dataadgang. Men det er her, hvor der trods alt synes at være et mere rimeligt forhold mellem ressourceinput og nytteoutput.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.