Debat

"EU-hæren" er en retorisk bombe

Resume Nuancerne mangler i debatten om vores forsvarsforbehold og den såkaldte "EU-hær".

Denne kronik blev bragt i Jyllands-Posten 25. december 2018.

Det var en sjælden gave til danske EU-modstandere, da den tyske kansler, Angela Merkel, i en tale til Europa-Parlamentet i november brugte udtrykket "EU-hær". For dermed har de nemlig chancen for at stoppe al debat om fremtiden for det danske forsvarsforbehold.

De partier, der gerne ser forbeholdet ophævet, var hurtigt på banen for at love deres vælgere, at de selvfølgelig ikke støtter en EU-hær. Men fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten lød det, at Merkel bekræftede, hvad de så komme for 25 år siden: Går man med i EU’s forsvarssamarbejde, risikerer man at blive tvangshvervet til krig under de EU-gule stjerner.

Vi er dermed tilbage i dansk EU-debat classic. Ja-siden er i defensiven (”EU-hær er et misvisende ord”, ”en EU-hær er meget langt fra at blive til virkelighed”) og nej-siden råber vagt i gevær mod Europas Forenede Stater (”Vi aner ikke, hvordan det ender”, ”En EU-hær kan føre til Danmarks opløsning”). Hvis der udskrives folkeafstemning på den baggrund, taber ja-siden.

Igen er det nuancerne, der mangler. Ja: En EU-hær ville være et meget vidtgående skridt for EU, og der er tale om en markant retorisk oprustning, når Merkel bringer den på banen. Da kommissionsformand Jean-Claude Juncker gjorde det samme i 2015, spillede det direkte ind i den britiske brexitkampagne.

Men nej: Selv hvis Merkels EU-hær så dagens lys, ville den ikke føre til Danmarks opløsning. Ud fra en klassisk vestfalsk suverænitetsopfattelse kunne den gøre Danmark mindre suveræn. Men ud fra en 21. århundredes optik kunne den styrke Danmarks forsvar mod globale dynamikker som terror, cyberspionage og hackerangreb, der rent faktisk kan undergrave vores selvstændighed.

Krav om enstemmighed

Under alle omstændigheder er en EU-hær i dag et distraherende fatamorgana, der har få venner og mange flere fjender. Alene det, at der er krav om enstemmighed, udelukker idéen, for der er principiel modvilje, ikke mindst i Østeuropa og blandt de neutrale lande.

Selv hvis der var velvilje, er der så store forskelle mellem landenes militær og udenrigspolitikker, at en fælles EU-front næppe ville være operationel. Et eksempel er de langt mindre ambitiøse EU-kampgrupper fra 2007, der består af roterende tropper fra medlemslandene, som er klar til at rykke ud til verdens brændpunkter med 10 dages varsel. Til dato er ikke én kampgruppe rykket ud, og tiltaget har været en regulær skuffelse. En kombination af forskelle i landenes trusselsvurderinger og militærstrategier samt budgetmæssige forbehold har gjort mange tilbageholdende.

Hvorfor bruger Merkel så kræfter på at tale om en EU-hær? Fordi verdens udvikling i hendes optik peger i retning af større uforudsigelighed, og det nødvendiggør, at Europa tager sin sikkerhed seriøst.

I dag er de fleste nok enige i, at Nato er en tilfredsstillende garanti. Men spørgsmålet handler om at forberede sig på vores børnebørns Europa. Når man f.eks. taler om at sammenkøre militære systemer, kommer resultatet ikke om fem år, men snarere om 50 år.

EU-hæren bruges fejlagtigt som skræmmebillede

I Danmark har EU-hæren igennem årtier været brugt som bevis for EU’s stormagtsdrømme, og vi er blevet vænnet til at høre, at den medfører suverænitetstab, oprustningsræs og underminering af Nato. Den slags EU-hær har muligvis sine fortalere, men de hører til ekstremerne – og det var ikke, hvad Merkel lagde op til. Hun talte om en EU-hær for at gøre Europa tryggere og være en bedre samarbejdspartner i Nato og over for Europas allierede. Formentlig kredsede hendes tanker om beskyttelse af EU’s ydre grænser i lyset af migrationskrisen samt om militære konflikter både øst og syd for EU.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, belært af lang erfaring med dansk EU-debat, reagerede på talen ved at advare sine kolleger i Bruxelles mod at gentage Merkels ordvalg. "Diskussionen om en Europahær er meget lidt hjælpsom," og den er selve "grunden til vores forbehold for 25 år siden" er han citeret for at sige i Altinget. Men trolden er ude af æsken, og derfor skal vi kunne skelne fakta fra myte og realitet fra skræmmebillede i den uundgåelige debat om EU-hæren.

Først og fremmest: Kræver EU’s forsvarssamarbejde suverænitetsafgivelse? Her er det formelle svar nej. Det kan lyde overraskende, men grundlovens § 20 aktiveres ikke, hvis Danmark ophæver forsvarsforbeholdet, og danske bidrag til en EU-ledet hær ville næppe involvere mere eller mindre faktisk suverænitetsafgivelse end bidrag til en Nato-ledet hær.

Lande vil fortsat være suveræne

EU’s forsvarssamarbejde er mellemstatsligt, og EU har ikke magt til at udskrive værnepligt, kommandere medlemslande i krig eller bestemme over dets styrker. En EU-hær, hvor dette var tilfældet, ville f.eks. involvere, at Frankrig var gået med til at opgive suverænitet over sine atomvåben. Det ville være at tale imod bedrevidende at påstå, at det er en plausibel udvikling. Den mest sandsynlige udgave af den usandsynlige EU-hær er en, hvor landene fortsat ville have fuld suverænitet over deres styrker.

Dernæst: Fører et udvidet europæisk forsvarssamarbejde til oprustning? At Merkel i dag taler om en EU-hær, kan godt tolkes som et budskab om, at medlemslandene bør bruge flere ressourcer på forsvar. Men at skyde samarbejdet ned på den baggrund ville være at fjerne symptomet, ikke sygdommen.

Det er terror, internationale hackerangreb, cyberwarfare, ukontrollerede migrationsbølger, militær oprustning i lande som Kina og Saudi-Arabien, usikkerhed om Rusland og Tyrkiet og Donald Trump, der af forskellige årsager igen har skabt pres for større forsvarsbudgetter og for en mere koordineret indsats.

Den udvikling er en realitet, uanset om EU-hæren bliver til noget. Der er disse år et stærkt pres for et mere effektivt forsvar, og hvis EU ikke kan levere i fællesskab, øges sandsynligheden for, at det sker uden for EU med et gradvist mere opdelt Europa som resultat – noget, der næppe er i dansk interesse.

Tre øvrige EU-lande – Holland, Belgien og Luxembourg – er allerede gået sammen i et militært samarbejde uden for EU med tanker om at danne en trinational kommandostruktur. Det går langt ud over det vestfalske suverænitetsideal, men er ikke desto mindre en fornuftsbestemt småstatsstrategi.

Danmark er desuden et af bare ni EU-lande, der har valgt at tilslutte sig det nye franske initiativ til en europæisk interventionsstyrke, EI2, der præcis ligesom EU-hæren handler om at styrke den fælles sikkerhed i Europa. Merkel var modvillig af den årsag, at hun foretrækker løsninger i et samlet EU. Der vakte meget lidt debat i Danmark, da Claus Hjort satte sin underskrift på initiativet i juni, for det afgørende for mange danske holdninger er tilsyneladende, hvilket logo der er på brevhovedet snarere end indholdet.

Europæisk supplement til NATO

Slutteligt: Underminerer et udvidet europæisk forsvarssamarbejde Nato? Det kommer selvfølgelig an på udgaven og på stemningen i Washington. Det gamle skel mellem ”gaullister” og ”atlantister” lever fortsat i dele af Europa, og mens gaullisterne insisterer på europæisk selvtilstrækkelighed, frygter atlantister i f.eks. Danmark og Østeuropa, at militært samarbejde i EU kan få amerikanerne til at trække sig fra Nato – noget, som ville være katastrofalt for sikkerheden.

Efter Brexit vil 80 pct. af Natos forsvarsudgifter stamme fra ikke-EU-lande. Uanset hvad er Europa under amerikansk pres for at gøre mere på forsvarsområdet – også Barack Obama kaldte europæere for free riders.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har velkommet EU’s forsvarsambitioner, så længe de udrulles i overensstemmelse med Nato. I sin novembertale præsenterede Merkel EU-hæren som et effektivt komplement til Nato og som et bedre EU at samarbejde med for USA. Snarere end at være en duplikation af Nato kunne EU-hæren ifølge Merkel ligefrem udgøre det europæiske bidrag til Nato.

Merkels håb til fremtidens forsvarssamarbejde i EU udbygger, hvad også den franske præsident Macron tidligere har slået til lyds for, og går på at langtidssikre et suverænt og sikkert Europa. Den debat er langt mere kompleks, end det traditionelle danske lighedstegn mellem EU-hær og Danmarks opløsning antyder.

 

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.