Brief

Er Bidens USA en partner for EU i global handelspolitik?

Resume Joe Bidens administration overtager en række indenrigspolitiske udfordringer, og EU vil derfor ikke være øverst på dagsordenen i Det Hvide Hus. USA ventes derfor ikke at være klar til at genoptage forhandlingerne om en EU-USA-frihandelsaftale. Udover indenrigspolitiske problematikker vil Biden-teamet være mere fokuserede på udfordringer fra Kina. Biden har da også bebudet, at han vil samle en koalition af villige lande til mere effektivt at påvirke kinesisk produktion og politik. Et sådant samarbejde kan give de deltagende parter mulighed for at indgå nye handelsaftaler med Kina - også selv om USA ikke er klar. I sådanne aftaler må der stilles krav til klima, miljø og arbejdsforhold samt arbejdes på en fælles indsats for at begrænse afhængigheden af kinesiske teknologi. Endelig kan samarbejdet føre til enighed om, at der skal føres en kontant, bedre koordineret menneskerettighedspolitik over for Kina. EU og USA har overordnet fælles interesser i et styrket samarbejde - indbyrdes og over for Kina - og en af de store udfordringer i 2021 bliver derfor at få skabt et konstruktivt og ligeberettiget transatlantiske forhold i både bilaterale og globale spørgsmål.

Muligheder for det bilaterale transatlantiske handelssamarbejde 

Med Joseph Biden som USA's præsident for de næste fire år, og med flertallet bag sig i Kongressens to kamre, håber mange i EU på, at det transatlantiske samarbejde mht. handel og teknologi kan reetableres. Dette både bilateralt og globalt efter fire vanskelige år med Donald Trump.  Hvor Trump ønskede at forhandle direkte med udvalgte EU-landes hovedstæder, vil der nu være basis for en mere rationel EU-USA-tilgang, kombineret med en mere positiv holdning til EU som en central spiller i den transatlantiske dialog.

Bidens og EU’s konvergerende ønske om at styrke det globale, multilaterale regelbaserede samarbejde giver nye muligheder. For eksempel vil det være oplagt at samarbejde om styrkelse af verdenshandelsorganisationen, WTO, der som minimum vil kunne genoprette organisationens evne til at bilægge handelstvister. Også mht. den globale klimaindsats er der gode forudsætninger for styrket transatlantisk samarbejde.

Dog skaber den amerikanske indenrigspolitiske situation udfordringer for et tættere samarbejde. Biden står overfor en splittet befolkning og en økonomi der er ramt af både coronakrisen og udfordringer fra Kina. EU vil af disse årsager ikke stå øverst på dagsordenen i Det Hvide Hus.

Alligevel har EU-Kommissionen opstillet en række tiltag, der kan styrke det transatlantiske samarbejde. Kommunikationen, A new EU-US agenda for global change, nævner herunder bl.a. en fælles indsats mod coronakrisen, handel og teknologi, klima og miljø samt muligheden for et bedre udenrigspolitisk samarbejde baseret på fælles værdier.

På handels- og teknologiområdet forventes USA ikke at være klar til at genoptage den allervigtigste forhandling med EU, nemlig forhandlingen om en EU-USA-frihandelsaftale. Biden har i valgkampen forpligtiget sig til ikke at indgå nye handelsaftaler før der er investeret mere i konkurrencedygtige amerikanske arbejdspladser og sikret, at indgåede aftaler overholdes.

Begrundelsen er, at mange vælgere i USA ser globaliseringen og medførte billigere produkter, fra især Kina, som årsagen til, at de har mistet job og indkomst. EU bliver imidlertid, på urimelig vis, sat i bås med Kina og andre lavtlønslande. En frihandelsaftale med EU vil have helt andre og mere positive effekter for USA. 

Det kan dog blive svært at få Kongressen til at give mandat til at genoptage forhandlingerne med EU, når den nuværende TPA-handelsaftales mandat udløber til juli i år. Reelt må EU i bedste fald nøjes med mere begrænsede handelsaftaler på delområder som f.eks. om CO2 grænseudligningsafgifter samt fremme af handel med grønne produkter.

På teknologiområdet forventes der med Biden-administrationen en mere offensiv amerikansk industripolitik. Det står i modsætning til Trump-administrationen, der i højere grad lod markedet råde.

Det vil være en politik, der især er rettet mod mere amerikansk uafhængighed på strategiske områder i forhold til Kina - især inden for IT-teknologi. Dette er på linje med, men kan også udfordre, EU´s behov for øget teknologisk autonomi.

Eftersom EU i højere grad ønsker at regulere og beskatte IT-giganter, kan det give anledning til konflikter med Kina såvel som USA.

På både handels- og teknologiområdet kan det derfor forventes, at vi med Biden som præsident vil se et bedre, men stadig begrænset, bilateralt transatlantisk samarbejde. Den positive nyhed er, at vi nu har et væsentligt bedre grundlag for en fornuftig dialog som kan, om end ikke løse konflikterne, så måske indkapsle dem.

EU-USA i det globale handelssamarbejde med fokus på Kina 

Biden-teamet har under valgkampen fokuseret på USA-Kina udfordringerne, og det kan forventes, at man fra amerikansk side primært vil se det transatlantiske samarbejde som et redskab i en mere koordineret linje over for Kina. 

Biden har bebudet en fortsat hård linje over for Kina samt ytret ønske om at samle en koalition af villige lande, der sammen med USA kan imødegå truslerne fra Kina.

USA alene står for en fjerdedel af verdens BNP og ligesindede partnerlande for en tilsvarende andel. En sådan massiv fælles økonomisk front kan Kina - ifølge Biden - ikke ignorere. En mere samlet front over for Kina vil kunne øge mulighederne for reelt at påvirke kinesisk politik.

Men er det realistisk, at en bred kreds af europæiske og asiatiske lande vil indgå i en sådan koalition, når det kan forventes at USA - vanen tro - ønsker at sidde for bordenden og lægge strategien? Der er fælles interesser hos en sådan bred kreds af lande i forhold til Kina, men der er også store forskelle.

For USA er relationen til Kina et spørgsmål om, hvem der skal være verdens ledende magt, det være sig økonomisk, teknologisk og sikkerhedspolitisk. Det handelsmæssige er kun en del af det samlede billede.

De fleste andre lande ønsker sig i relationen til Kina primært handel og investeringer på mere lige og fair vilkår samt mindre teknologisk afhængighed. Det viser sig bl.a. i den netop indgåede handelsaftale, RCEP, der omfatter en stor del af de asiatiske lande, og i den investeringsaftale EU ved årsskiftet har indgået med Kina – en aftale den kommende Biden-administration har udtrykt skepsis over for.

Spørgsmålet er: Er der grundlag for, at lande i en mulig alliance kan blive enige om en fælles platform overfor Kina? Måske, og den kunne have følgende fire elementer: 

For det første er Kinas økonomi og marked så stort, at et handels- og investeringssamarbejde er nødvendigt. Alliancens lande skal kunne udbygge deres handelssamarbejde med nye, eller fælles frihandelsaftaler, hvor der stilles krav om lige konkurrencevilkår, arbejdstagerrettigheder samt klima og miljø forpligtigelser.

For det andet bør alliancen udbygge samarbejdet med Kina på politisk plan mht. klima og miljø og evt. også på sundhedsområdet. 

For det tredje skal landene i alliancen opnå enighed om for hvilke strategiske sektorer, de ønsker at mindske afhængigheden af kinesisk teknologi og forsyningskæder. Samtidig bør de styrke deres eget interne teknologisamarbejde. 

For det fjerde skal der føres en kontant men bedre koordineret menneskerettighedspolitik over for Kina. Dette bør primært ske i FN-regi, ikke mindst i FN´s menneskerettighedsråd, hvor USA nu ventes at genindtræde. I de bilaterale relationer bør alliancens lande fastholde den linje de lægger frem i FN. Relevansen af en fælles menneskerettighedspolitik over for Kina afspejles i den nye Biden-administration, idet Biden har bebudet et ”Demokrati Topmøde” inden for et år efter hans tiltræden med ligesindede lande - evt. verdens 10 største demokratier - for en mere samlet menneskerettighedspolitik, der især retter sig mod Kina.

En sådan fælles platform for en alliance mod Kina kan både få reel effekt og samtidig sikre frihed for EU til at gå videre med dels en ambitiøs moderne industripolitik dels at undersøge mulighederne for at binde Kina ind i bilaterale handelsaftaler - aftaler der enten er delaftaler for interessante sektorer eller en mere omfattende frihandelsaftale. 

EU, USA har overordnet fælles interesser og værdier i samarbejdet med Kina og løbende gensidig orientering og bedst mulig koordination er afgørende. I 2021 bliver én af de store udfordringer således at få det transatlantiske samarbejde organiseret og styrket. 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.