Brief

Boris får flertal. Hvad nu med Brexit?

Boris Johnson vinder valget EU Brexit

Resume Konservativt flertal baner vejen for, at briterne kan komme ud af EU. Men Brexit er ikke ”done”, som Boris Johnson har lovet i valgkampen. Han skal nu jagte en verdensrekord, en dårlig aftale eller bide en forlængelse i sig.

Premierminister Boris Johnson og De Konservative er det britiske valgs store sejrherre. Det stod klart i går aftes kl. 23.00, da de første exit polls blev offentliggjort. Partiet har fået stor fremgang og kan nu mønstre et flertal i det britiske parlament. Selv om De Konservative vandt stort i England, gik de tilbage i Skotland, hvor det skotske uafhængighedspart (SNP) vandt stort. SNP kan dog se i vejviseren efter skotsk løsrivelse fra Storbritannien. Boris Johnson har ikke i sinde at give skotterne endnu en uafhængighedsafstemning.

Et Tory-flertal betyder, at premierminister Boris Johnson får sin Brexit-aftale igennem det britiske parlament, muligvis allerede før jul. Dermed er vejen banet for, at Storbritannien kan forlade EU d. 31. januar 2020.

Det betyder dog langtfra, at Brexit nu er klaret, for den formelle udtrædelse af EU er ikke afslutningen på Brexit-sagaen, men nærmere startskuddet til en endnu mere udfordrende og krævende proces.

Efter d. 31. januar 2020 venter en 11-måneders overgangsperiode og komplicerede forhandlinger om en handelsaftale. Den slags forhandlinger plejer at stå på i årevis og er fulde af svære spørgsmål om produktstandarder og regler om statsstøtte. EU vil under ingen omstændigheder gå med til en aftale, hvor briterne dumper standarder på f.eks. arbejdsmiljø, og sundhed, men insisterer på, hvad der på engelsk omtales som nødvendigheden af et ”level playing field”.

Ser man på de seneste seks handelsaftaler, som EU har indgået, har de i gennemsnit taget syv år fra forhandlingerne startede til en aftale var underskrevet. Hertil skal man endda ofte lægge en indledende fase på ét-to år samt et par år efter aftalen er underskrevet, hvor den skal ratificeres, før den træder i kraft. Det er altså ikke usædvanligt, at hele forløbet fra indledende dialog til en ny aftale gælder, tager op imod ni-ti år.

Handelsaftaler EU

Boris Johnson håber tilsyneladende på at sikre sig en plads i Guinness World Records ved at få en omfattende handelsaftale forhandlet på plads inden 31. december 2020. Han har afvist at gøre brug af muligheden for at forlænge den 11-måneders overgangsperiode. Det er alene op til den britiske regering – og ikke det britiske parlament – at afgøre, om Storbritannien skal anmode om at forlænge overgangsperioden.

Ændrer Johnson holdning (det er set før) skal han anmode EU om en forlængelse i et-to år inden d. 1. juli 2020. Gør han ikke det, risikerer Storbritannien og EU at styre direkte ind i et hårdt Brexit d. 1. januar 2021 uden en aftale.

Der er her to forskelle fra tidligere frygtede no-deal scenarier (dvs. Brexit uden en skilsmisseaftale). For det første forbliver Nordirland med skilsmisseaftalen de facto i EU’s toldunion og det indre marked i minimum fire år efter Brexit. For det andet kan Storbritannien ikke nødvendigvis forlade sig på WTO-systemet, da WTO’s tvistbilæggelsessystem siden 10. december 2019 er sat ud af kraft og ikke kan løse handelstvister.

Med 11 måneder til rådighed kan Johnson næppe håbe på mere end en simpel skrabet handelsaftale på varer, som EU måske vil gå med til at udbygge senere. Det kan han forsøge at sælge som en sejr, men den britiske økonomi er en serviceøkonomi, og en aftale om varer alene vil ikke være god for briterne.

Tjenesteydelser bidrager med 80 pct. til det britiske BNP, og knap 50 pct. af den britiske eksport inden for tjenesteydelser går til EU. Storbritannien har et handelsoverskud med EU på tjenesteydelser, mens EU har et handelsoverskud på varer med Storbritannien. Derfor er det afgørende for briterne at få en handelsaftale, der dækker tjenesteydelser – men altså så godt som umuligt at forestille sig, at det kan nås på blot 11 måneder.

Nyt regelværk besværliggør en hurtig handelsaftale

Siden Brexit-afstemningen i juni 2016 har EU-traktatens artikel 50 om frivillig udtræden af EU været på alles læber. Det er en forholdsvis generøs artikel, der kun kræver et kvalificeret flertal blandt EU’s medlemslande samt Europa-Parlamentets godkendelse.

Inden længe kommer vi alle til at tale om tre andre og mindre generøse traktatartikler. Det gælder artikel 207 (bestemmelser om EU’s fælles handelspolitik), 217 (aftaler om associering med tredjelande) og 218 (procedure for indgåelse af aftaler med tredjelande og internationale organisationer).

De fleste handelsaftaler, EU indgår med tredjelande i dag, er ”blandede aftaler” (dvs. berører både EU- og national kompetence). De kræver enstemmighed, godkendelse i Europa-Parlamentet og i alle medlemslandes nationale og (for nogle lande) regionale parlamenter. Det øger den politiske kompleksitet betydeligt, da nationale og regionale forhold pludseligt kan blokere for aftaler. Det sås f.eks. med EU’s aftale med Canada (CETA), hvor den belgiske delstat Vallonien blokerede aftalen, der ellers var forhandlet på plads.

Handelsaftalen med briterne vil være en af de mest omfattende, som EU har forhandlet. EU har ikke kun Storbritannien in mente i forhandlingerne, men indgår i et flerdimensionelt spil. I de seneste handelsaftaler har EU bundet sig af mest-begunstigelses-princippet. Det betyder, at hvis EU giver særlige vilkår til Storbritannien på områder, der også indgår i EU’s seneste handelsaftaler med andre lande, skal EU også give disse vilkår til de andre lande.

Så selv om Boris Johnson har vundet valget under sloganet ”Get Brexit done!”, så er Brexit alt andet end ”done”. Briterne kan se frem til mange års tovtrækkeri med EU.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.