Analyse

Trump lod Kina buldre frem - nu står Joe Biden og EU tilbage med en gigantisk udfordring

Resume Hvad er de mulige forbedringer i handelssamarbejdet mellem EU og USA under Biden-administrationen? Disse områder kan blive centrale.

Denne analyse blev bragt i Berlingske d. 18. november 2020. 

Da stemmerne fra det amerikanske præsidentvalg omsider var talt op, kunne de fleste stats- og regeringschefer i EU ånde lettet op med udsigten til Joe Biden som USAs præsident de næste fire år.

På det handelspolitiske område er der meget, den kommende Biden-administrationen skal rette op på efter fire års kaotisk Trump-politik. Dette stod krystalklart kun dage efter præsidentvalget var afgjort. 15. november blev det, som anses for verdens største frihandelsaftale - The Regional Comprehensive Economic Partnership (RCEP) - underskrevet i Hanoi. Aftalen omfatter en tredjedel af verdens befolkning og økonomi med deltagerlandene som Kina, Japan, Sydkorea, Australien, New Zealand og de ti lande i Association of South East Asian Nations (ASEAN).

RCEP vurderes at være begyndelsen på et egentligt asiatisk indre marked. Aftalen er konsekvensen af, at Trump trak USA ud af de lovende forhandlinger om en amerikanskledet regional frihandelsaftale benævnt Trans-Pacific Partnership (TPP). Aftalen blev forhandlet med en tilsvarende landegruppe, dog uden Kina, som aftalen netop skulle være et bolværk mod. Nu har Kina diplomatisk dygtigt og hurtigt fyldt det vakuum, som Trump forærede Kina ved at trække sig.

Både USA og EU er ved at miste deres førende globale handelspolitiske positioner og skal nu handle hurtigt på baggrund af en klar strategi. Udenrigspolitiske hensyn taler for, at USA overvejer selv at tilslutte sig RCEP for ikke at overlade lederskabet i regionen til Kina. Det bliver imidlertid svært indenrigspolitisk at få opbakning til at indgå i en aftale, som Kina og andre lande allerede har forhandlet på plads.

Hvordan kan Bidens handelspolitik over for Kina så udformes? Han vil givetvis ikke fortsætte Trumps WTO-stridige bilaterale sanktioner, da han anser dem for mere skadelige for USA end for Kina. Men han har bebudet en fortsat hård linje over for Kinas »røveri af amerikansk teknologi« og konkurrenceforvridende støtte til statslige virksomheder. USA skal søge at samle en koalition af villige lande, der sammen med USA kan imødegå truslerne fra Kina. USA alene står for en fjerdedel af verdens BNP og ligesindede partnerlande for en tilsvarende andel. En sådan massiv fælles økonomisk vægt og front kan Kina, ifølge Biden, ikke ignorere.

Men det er næppe realistisk, at en bred kreds af asiatiske lande vil indgå i en sådan koalition, når den omfattende RCEP-handelsaftale netop er forhandlet på plads.

To europæiske muligheder
RCEP-aftalen udfordrer også EUs - og dermed Danmarks - handelspolitik over for Kina. Ved udgangen af i år vil det stå klart, om det er lykkedes EU og Kina at indgå en længe ventet investeringsaftale. Sker det, skal EU lægge planen for det videre arbejde, og her er der grundlæggende to muligheder. Enten skal EU søge en samlet frihandelsaftale med Kina eller alternativt en række delaftaler, hvor nogle kan forhandles i samarbejde med ligesindede lande som f.eks. USA.

Der er fordele og ulemper ved begge modeller. Men det er vigtigt, at EU efter mange store ord i 2020 om Kina som systemisk rival, behovet for strategisk autonomi og europæiske champions nu også omsætter disse lidt luftige ideer til en klar handlingsplan over for Kina. Samarbejdet med Bidens USA skal naturligvis tænkes ind i denne handlingsplan. EU har ganske vist overordnet fælles interesser og værdier med Biden-administrationen, men det er næppe klogt, at EU handelspolitisk udelukkende binder sig til USA. For USA er handelspolitikken nemlig kun én brik i den grundlæggende geopolitiske konflikt med Kina, hvor også det sikkerhedspolitiske lederskab i regionen vægter højt.

Rationel dialog
Der er imidlertid andre handelsområder end relationen til Kina, hvor et tættere samarbejde mellem EU og USA er mere lovende. Nu skal det transatlantiske samarbejde genetableres efter fire år, hvor Trump skabte tvivl om forsvarssamarbejdet i NATO og sågar indførte handelssanktioner mod EU. Det er forventningen, at der igen vil opstå en rationel dialog mellem EU og USA, der er baseret på faktuelle forhold og med respekt for etablerede spilleregler og aftaler. Men betyder det så også, at vi nu vil se et tæt partnerskab på handelsområdet? Af flere årsager er det tvivlsomt. Biden har kun et lille manøvrerum uden flertallet i Senatet, en polariseret befolkning samt en hjemlig økonomi, der er ramt af både coronakrisen og fortsatte udfordringerne fra Kina.

Selvom Biden hurtigt ringede til en række europæiske statsledere, vil EU ikke stå øverst på Det Hvide Hus' dagsorden. Der er ikke udsigt til, at USA vil genoptage forhandlingerne om en EU-USA-frihandelsaftale, som blev skrinlagt, da Trump blev valgt. Biden har i valgkampen omvendt forpligtet sig til ikke at indgå nye handelsaftaler, før der er større konkurrenceevne i den amerikanske økonomi.

Så hvad er de mulige forbedringer i handelssamarbejdet mellem EU og USA under Biden-administrationen? Her kan følgende områder blive centrale: Der kan måske opnås enighed om at tilbagetrække de sanktioner, Trump indførte mod stål- og aluminiumsprodukter fra EU, mod at EU samtidig tilbagetrækker sine modsanktioner.

Tilsvarende kan begge parter måske enes om at tilbagetrække sanktioner som følge af statsstøtte til såvel Boeings som Airbus' flyproduktion. Og måske kan vi endda se frem til fire år med Biden uden nye handelssanktioner trods de handelstvister, der altid vil kunne dukke op. Hertil kommer mulige nye aftaler på specifikke områder, f.eks. digitale ydelser og miljø med en fra begge sider bebudet CO2-grænseudligningsafgift.

EU og USA burde nu kunne samarbejde om en modernisering og styrkelse af WTO. Ambitiøse resultater tager imidlertid i bedste fald lang tid i en organisation, hvor enighed i beslutningerne er påkrævet. Men som minimum skulle man kunne genetablere WTOs evne til at afgøre handelskonflikter, efter at Trumps manglende udnævnelse af WTO-dommere umuliggjorde dette.

Endvidere vil EU og USA kunne optræde mere koordineret over for Storbritannien efter brexit. Biden ventes - med sin irske baggrund og forbindelser - fuldt ud at støtte EUs krav om, at der ikke må opstå en hård grænse mellem Nordirland og Irland som følge af Brexit. Dette vil givet være et krav i en fremtidig frihandelsaftale mellem Storbritannien og USA. Den britiske premierminister Boris Johnson var da heller ikke synderligt begejstret for Bidens valgsejr. Biden vil næppe prioritere et »special relationship« til Storbritannien, men vægte EU, der er den centrale partner i det transatlantiske samarbejde uden for det snævre NATO-samarbejde.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.