Kommentar

EU’s nye industripo­litik truer konkur­ren­ce­evnen i den danske mediko­in­du­stri

Denne kommentar blev bragt i Børsen d. 3. maj.

Der var engang, hvor danske ministerier nøjedes med at sende yngste fuldmægtige afsted til møder om EU’s industripolitik. I årene efter murens fald var statsstøtte i mange sammenhænge forvist til historiens skammekrog, ildeset som et værktøj, der forstyrrer de frie markedskræfter og gavner store lande med dybe statskasser.

I dag sidder topembedsmænd med om bordet, når industripolitik er på dagsordenen i EU, og erhvervsledere lytter nøje med. For efter coronakrisen er emnet igen blevet storpolitik: Under banneret IPCEI (Important Projects of Common European Interest) knopskyder nye initiativer på felter fra mikrochip til sjældne jordarter, anført af Frankrig og Tyskland. De har potentiale til at få stor betydning for dansk erhvervsliv.

Dyr adgangsbillet

Da Kommissionen præsenterede EU’s første officielle industripolitik i 2020, udpegede de IPCEI-redskabet som et afgørende middel til at sikre fremtidens vækst og sikkerhed. 

Dybest set går det ud på, at lande puljer penge til at udvikle strategiske satsninger. Medlemsstater har allerede udloddet milliardbeløb til områder som brint, broer og batterier. Nu er IPCEI også på vej i sundhedssektoren, som det franske EU-formandskab løftede sløret for 3. marts.

Især franskmændene presser på og har indtil videre afsat 11 mia. kr. til satsningen. De skal i første omgang gå til projekter inden for antibiotikaresistens, sjældne sygdomme og genterapi – områder, der ikke direkte truer den danske medikoindustri. 

Men som en af konklusionerne lød tirsdag sidste uge fra et lukket rundbordsmøde med embeds-, universitets- og industrifolk hos Lægemiddelforeningen og Tænketanken Europa, er initiativet tegn på en spirende tendens, der på sigt kan udklække nye rivaler til danske guldæg.

Adgangsbilletten til IPCEI er offentlige midler. 850 mio. kr. har Folketinget sikret til et nyt projekt om brint i EU-regi. Til sammenligning vil Tyskland dedikere 60 mia. kr. De enorme summer kan give udenlandske konkurrenter en fordel – og hvis fænomenet breder sig til mange områder, vil Danmark ikke altid kunne afsætte penge til at følge med.

Mens Tyskland og Frankrig presser Kommissionen for, at toget skal op i fart, breder der sig nu med rette en bekymring i Danmark for, at små lande kan blive efterladt på perronen. En ringere position for små medlemsstater er formentlig en pris, Tyskland og Frankrig gerne betaler for at spille med på den globale scene.

Kommissionen beskriver IPCEI som et middel til at udbedre markedsfejl. Men målet med at justere de almindelige regler om statsstøtte er især at styrke kontinentets konkurrencekraft på den globale scene og opbygge såkaldt “strategisk autonomi”, f.eks. i forsyningen af mikrochip. Selvom adgangen til projekterne er dyr, er det i dansk interesse at tale med om fremtidens teknologier.

Udviklingen er endnu et eksempel på, at Danmark bør styrke sine alliancer blandt mindre lande i EU, særligt når det kommer til den tidlige varetagelse af interesser på nye politikområder. Med brexit mistede vi en vigtig partner i konflikter om det indre marked. Senest har Tyskland vendt ryggen til den famøse “sparebandes” forsigtighed over for tiltag som industripolitik og fælles finansiering af udgifter i EU-regi. En bande, der nu tæller Holland, Østrig, Danmark og Sverige, og knap nok det.
 
Risikerer at stå udenfor

Men Danmark risikerer alligevel at blive sat uden for indflydelse, når vi ikke kan spæde til med støttekroner i stil med vores store naboer. I praksis er der tale om et EU i flere tempi. Mikrochip og cloud services er områder, hvor Danmark har valgt at stå udenfor, mens andre lande former Europas investeringer.

De stater, som deltager, skal ikke vedtage ny EU-lovgivning. Men de får som lukket klub en magtfuld position til at forme ny politik og sætte standarderne. Når Kommissionen formulerer politik på et givet felt, vil de som regel lægge sig op ad anbefalingerne fra disse grupper, som dermed støber rammerne til fremtidens union. 

Hype om den genoplivede industripolitik florerer blandt EU-folk i disse dage, og der er brug for mere klarhed. Men i takt med, at de store EU-landes planer nu tager form, står det allerede klart, at erhvervslivets rammevilkår kan være på spil.

Statsstøtte som et centralt redskab i industripolitikken er i den grad ude af historiens skammekrog, og det er ikke nødvendigvis til Danmarks og de små landes fordel. Det er derfor nødvendigt med en aktiv indsats for at præge den udvikling, som allerede er i gang.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.